Så skete det endelig!

Vi kom ud af huset med børnene...
Trine og jeg mødte ind på det sædvanlige tidspunkt, kun fem børn sad i rundkredsen. Trine var hurtig og viste lærerinderne piktogrammet med legepladsen.
Lærerinderne grinte og nikkede. Vi vidste ikke om ideen var købt eller solgt.
Vi har i vores tre måneder endnu ikke været ude på legepladsen- så vi ønskede virkelig at komme af sted.

Duc som er fysioterapeut spurgte om vi skulle gå en tur uden for Sao Mai. Trine og jeg var så forbavsede over hendes spørgsmål at vi ikke helt vidste hvad vi skulle svare.


Det endte med at vi tog på en lille gå tur rundt i kvarteret. Det var en fornøjelse at se børnene blomstre op. Hianein som i klassen normalt ikke selv kan rejse og sætte sig på stolen, løb nu frem og tilbage. Og hun strålede som en sol- selv lærerinderne var overraskede over hendes motoriske kunnen.

Efter en times tid tissede en af børnene i bukserne, så vi måtte tage hjem. Vi regnede med at skulle sidde på de små stole igen og have undervisning.


Men i stedet tog vi på vores legeplads og opholdt os i kuglerne. Det var en oplevelse trods kuglerne var møg beskidte!
Min bluse var ikke længere hvid, men mørkegrå!

Zar Zar som vi ellers aldrig har set smile eller grine, og som i øvrigt heller intet sprog har, var yderst tilfreds. Han synes det var det mest fantastiske at flyde rundt under kuglerne...

Da vi kom tilbage takkede Duc os! Hun fortalte hvor godt det havde været for børnene og hvor dejligt det var at se dem være glade. Det varmede vores hjerter meget at se børnene så tilfredse og glade, og de rosende ord var prisværdige. Vi havde taget en masse film og billede på vores mobiler så vi kunne visse de resterende lærerinder dem.



De blev misundelige og ville også gerne have delt denne gode dag med os.Vores mål er at komme ud af huset evt. legepladsen en gang om ugen!