E. Min hverdag

Hver morgen ringer vores vækkeur kl. 7.15 men jeg kommer som regel altid ud af sengen 8.30. Vi står op, og jeg går i køkkenet og laver havregrød til os.

Når klokken slår 8.00 er vi nogenlunde klar til at pakke sammen og gå ud af døren. Vi er så heldige at praktikstedet ligger tæt på hvor vi bor. Sådan ca. 3 kilometer. Der kan være utrolig meget trafik om morgenen, og derfor har vi valgt at sætte 30 min af til at gå. Man kan også tage en bus derud, men det er dejligt at få lidt motion og ’frisk ’luft’.

Når vi er nået Sao Mai går vi ind på vores stue; Trine og jeg har valgt at arbejde sammen på 2. sal hos børnene med cebral parese.
Normalt sidder en af lærerinderne ved gitteret, hvor børnene bliver afleveret, og hende siger vi godmorgen til. (For det meste på vietnamesisk)

Vi går ind på stuen og finder en stol at sidde på. Jeg plejer normalt at sætte mig ved de mindste børn, da deres undervisning ikke er lige så præget af læring.

Undervisningen foregår én til én og børnene er delt op mellem de tre lærerinder. Mens de andre børn, der ikke modtager undervisning, venter på at det bliver deres tur, sidder de og leger med nogle klodser eller noget andet legetøj. Undervisningen omhandler for det meste: Frugt, Former og farver.

Men de skal også ’lære’ at rive papir i stykker, samle tørrede bønner op af en skål og komme dem ned i et rør, tage sko på og spise med ske. Sjovt nok er det de færreste børn der selv får lov til at spise når de skal det…

Mellem 11 og 14 er der pause. Her sover de børn der kan sove, resten slapper de bare af. 15.30 bliver børnene samlet i en halv cirkel, der bliver sunget farvel sang og de får sko på.

Når Pausen begynder har vi valgt at tage hjem og spise lækker mad, da vi ikke bryder os specielt meget om kantines mad - dog er den meget billig- kun 6 kr.

Det er dejligt komme hjem i ’trygge rammer’ og få slappet ordentligt af, skrevet blog/ logbog, men ikke mindst at få hvilet sig lidt. Sao Mai har dog et pauserum, som man sagtens kan benytte sig af, men det er ikke så lækkert og det er mange timer at skulle tilbringe i sådan et lille rum, medmindre man bare vil sove.

Når pausen er slut går vi tilbage til Sao Mai, vi synes nogle gange det er lidt surt at gå tilbage for at være det 2 timer, men det er tit mere spændende at være der om eftermiddagen.
Eftermiddagen er tit præget af lidt friere tøjler. Nogle gange er vi I gymnastiksalen andre gange synger vi sange. Der bliver serveret eftermiddags mad kl. 15.00 som oftest består af vælling som tit bliver tvunget ned i munden på børnene. Andre dage får de små roulader eller chips, hvilket ikke er særligt sundt, men absolut et bedre alternativ end tvangsfodring.
Kl. 15.30 samles børnene i en rundkreds og børnene synger farvel og på gensyn sang. Børnene bliver en af gangen ført ud til gitteret og hentet af deres mor eller far.

Vi går hjem ved en 16- 16.30 tiden. Typisk tager vi ud og handler i det lokale Canadiske supermarked som er relativt dyrt, men det er dejligt at få noget ’europæisk’ mad en gang i mellem.

Vi går som oftest ud og spiser dejlig mad på restaurant og er normalt hjemme igen ved 21.00.

Kl. 23.30 ligger vi som regel i sengen.