A. Forventninger inden afrejse

Forventninger inden afrejse til Vietnam

Inden afrejse havde jeg gjort det klart for mig selv, at jeg skulle passe på med at læse alt for mange blogs fra tidligere studrende i Vietnam. Det var interessant at læse deres overvejelser og anekdoter, men jeg ville aller helst komme til Vietnam og danne mine egene erfaringer. Vi mennesker oplever jo ting meget forskelligt og danner vores egene indtryk.

Jeg har læst en del litteratur om Vietnam's kultur, så jeg bedre kunne danne mig et billede af måden de lever og gør tingene på, dog synes jeg ikke man bliver rustet nok blot ved at læse om Vietnam. Jeg synes man lærer mest af at mærke Vietnam på krop og sjæl; at kommunikere med befolkningen, spise på deres gadekøkkener og være åben for alle Vietnam's facetter.

Jeg håber at opholdet kan lære mig en masse om Vietnam's kultur og hvorfor de agerer som de gør, både i gadebilledet men også på institutionen Sao Mai. Derudover ønsker jeg at få et professionelt samarbejde med de forskellige proffesioner fra Danmark men tildels også "lærerinderne" på Sao Mai. Jeg håber at kunne danne mange betydningsfulde relationer til børnene, så jeg derved kan give børnene endnu flere redskaber til at udvikle deres kompetencer.

Den største udfordring på det faglige plan bliver nok at institutionen har mange børn med forskellige diagnoser og derfor synes jeg at det er vigtig at sætte sig ind de forskellige diagnoser. Det er vigtigt for mig at arbejde med hele barnet og vide hvordan barnet agerer i forskellige situationer.

Min største personlige udfordring bliver lærernes håndtering af børnene. Det gør jeg rigtig ondt indeni at se børnene bliver slået og råbt af. Forskellen på de danske institutioner til Sao Mai i Vietnam er meget stor.
Jeg har sat virkelig stor pris på at de to tidligere danske studerende fortalte os hvilke vilkår børnene havde på institutionene.

Hvis jeg ikke havde hørt om vilkårene inden afrejse, var jeg nok løbet skrigende bort...

Det er svært at se et barn blive slået, når vi i Danmark har nogle helt andre retningslinjer, jeg føler mig magtesløs når jeg sidder og iagttager det. Jeg blev hurtig enig med mig selv og Trine, at vi var nødt til at gå ud fra klasselokalet når lærerne overskred vores grænser. Det hjælper os meget, men desværre ikke børnenes vilkår.

At være dansker i Vietnam er som forventet: at folk kigger samt er de meget imødekommende og smilende. Jeg føler nogle gange at de kigger på mig som om jeg er fra en anden planet, måske skyldes det min højde og mit europæiske udseende.

Det er svært at kommunikere med vietnameserne da deres engelsk ikke rækker til mere end 'hallo' and 'goodbye'... Men vi lærer hurtigt at kommunikere på anden vis, når vi eksempelvis handler ind, men de tager sgu' røven på os alligevel.

Mht. læringsmålene har jeg ikke tænkt så meget endnu. Jeg synes stadig ikke vi er kommet ordenligt på plads på institutionen, og samtidig ved jeg heller ikke hvilken aldersgruppe samt diagnose jeg vil arbejde med. Umiddelbart tiltrækker det mig meget at arbejde med børn fra 2-9 som har cerebral parese.

Jeg har Vnt som linie fag og jeg tænker det kunne være spændende at arbejde med at male med kroppen: at arbejde med forskellige former for sanser, dufte, smage, høre, og føle. Hvad det fører til ved jeg ikke endnu, men det kommer når vi har fået tildelt en stue.

Når jeg kommer hjem håber jeg at have fået en stor viden omkring Vietnam's kultur, normer og regler. Jeg håber at jeg har dannet mig en masse frugtbare relationer til børn og personale. Det ville være dejligt hvis lærerinderne lærer noget af vores pædagogiskearbejde og måske implementerer det i deres 'pædagogoiske dagligdag'.
Derudover kommer jeg hjem ti gange stærkere end jeg allerede er. Det er første gang jeg har været væk i længere tid uden veninder eller familie at støtte mig til, og det er også en selvfølge at det er dem jeg kommer til at savne allermest.