Endelig skulle vi i svømmepølen!

Men det var den mest forfærdelig dag på Sao Mai.
Vi var samlet 3 klasse fra forskellige etager...

Her er lidt billeder til at illustrere Trines og min elendige dag.

 

Så skete det endelig!

Vi kom ud af huset med børnene...
Trine og jeg mødte ind på det sædvanlige tidspunkt, kun fem børn sad i rundkredsen. Trine var hurtig og viste lærerinderne piktogrammet med legepladsen.
Lærerinderne grinte og nikkede. Vi vidste ikke om ideen var købt eller solgt.
Vi har i vores tre måneder endnu ikke været ude på legepladsen- så vi ønskede virkelig at komme af sted.

Duc som er fysioterapeut spurgte om vi skulle gå en tur uden for Sao Mai. Trine og jeg var så forbavsede over hendes spørgsmål at vi ikke helt vidste hvad vi skulle svare.


Det endte med at vi tog på en lille gå tur rundt i kvarteret. Det var en fornøjelse at se børnene blomstre op. Hianein som i klassen normalt ikke selv kan rejse og sætte sig på stolen, løb nu frem og tilbage. Og hun strålede som en sol- selv lærerinderne var overraskede over hendes motoriske kunnen.

Efter en times tid tissede en af børnene i bukserne, så vi måtte tage hjem. Vi regnede med at skulle sidde på de små stole igen og have undervisning.


Men i stedet tog vi på vores legeplads og opholdt os i kuglerne. Det var en oplevelse trods kuglerne var møg beskidte!
Min bluse var ikke længere hvid, men mørkegrå!

Zar Zar som vi ellers aldrig har set smile eller grine, og som i øvrigt heller intet sprog har, var yderst tilfreds. Han synes det var det mest fantastiske at flyde rundt under kuglerne...

Da vi kom tilbage takkede Duc os! Hun fortalte hvor godt det havde været for børnene og hvor dejligt det var at se dem være glade. Det varmede vores hjerter meget at se børnene så tilfredse og glade, og de rosende ord var prisværdige. Vi havde taget en masse film og billede på vores mobiler så vi kunne visse de resterende lærerinder dem.



De blev misundelige og ville også gerne have delt denne gode dag med os.Vores mål er at komme ud af huset evt. legepladsen en gang om ugen! 

Middag med læreinderne fra vores stue

Trine, Jakob og jeg blev hurtige enige om at det ville være på sin plads at invitere lærerinderne til bords i vores hjem.

Vi fik Phuong til at lave en invitation til lærerinderne omkring sted og tidspunkt.

Lærinderne var inviteret til kl 18, og vi havde inden da haft meget travlt med rengøring og madlavning!

Lærerinderne kom på slaget 18. Trine og jeg undrede os over børnestemmer i gangen...

Og så pludeselig kom der ikke fem mennesker, men otte! Til stor overraskelse for os, da vi akkurat havde plads til fem gæster.

Vi synes alle det var lidt mærkeligt at de ikke havde informeret os om det- men hyggeligt var det altså alligevel.

Maden var klar og alle var sultne- aftenens middag bestod af pasta med kødsovs og tomatsalat med feta og til dessert hjemmelavet pandekager med is. 

Vi satte os til bords og serveret maden til dem... Lærerinderne kiggede lidt mærkeligt på maden, og spiste lidt. Vi spurgte om de kunne lide det. Det kunne de bestemt ikke-  Trine fik også alle lærerindernes rester over på sin tallerken! 

Lærerinderne fik forklaret sig frem til at vietnamessere bedre kan lidt Con Ga. (kylling)

Jakob havde tilfældigvis en stegt kylling i køleskabet, han ville vise den så vi kunne forstå hvad vietnamessene mente med Con Ga.

De blev elle vilde og sagde, mmmm... yes yes, we want it!

Vi grinte alle. Et par minutter senere går en af vores lærerinder i vores køleskab, hun begynder at tage alt vores frugt ud! Hun ser begejstret ud og vil meget gerne spise det- og det gør hun.

Trine og jeg blev helt måløse!

Da de har ædt sig igennem vores køleskab, serverede vi desserten for ikke at de skulle æde alt vores mad.

De var til gengæld vilde med is og pandekager! Pandekagefadet når lige en halv omgang rundt før en af børnene har spist en hel liter vanilie is.

Hele aftenen var en succes- det var den mest mærkelige aften fyldt med overraskelser. De havde ingen situationensformemelse, men det var også en del af oplevelsen, at se hvordan de er uden for Sao Mai.

Så til jer der læser med: Det kan kun anbefaldes at invitere jeres lærerinder på besøg!

Vi ser alle tre frem til maj måned, hvor vi skal til middag hos dem!

Observeringer 9/2

Cerebral Parese 9/2 2012

Bord 1: De ’dygtigste’ børn på stuen.

Bord 2: De mest udviklingshæmmede på stuen.

Bord 3: De yngste børn i alderen 2-4 år.

Samme undervisningssystem som i de andre klasser på Sao Mai. Undervisningen foregår på følgende måde: Tre borde samles således at eleven sidder i midten af bordene og lærerinden overfor eleven. De to andre børn sidder ved hver deres ende af bordet og ’leger’ med et stykke legetøj. Efter ca. tyve minutters tid bytter man sin plads ud. Alle lærerinderne har hver et piktogram som er et symbol, som repræsenterer et objekt eller et begreb ved en illustration.

Bord 1: Jeg ligger hurtigt mærke til at barnet ved bordet er alt for kompetent til dagens opgave. Aktiviteten er at rive papir i lange lige strimler. De to børn for enden af bordet har fået en legoklods at lege med, og det interesserer dem slet ikke i længden. Alt i mens aktiviteten forgår i ca. tyve min. har lærerinden endnu ikke haft øjenkontakt med børnene. Hun er i fuld gang med at snakke hen over hoved på børnene!

Bord 2: Her sker ingen skift i forhold til hvem der bliver undervist. Det er den mest udviklingshæmmede som bliver undervist. Dagens aktivitet er at putte penge ned i en flaske. De to børn for enden af bordene ’skriger’ for at få opmærksomhed. De har hver fået en ske at ’lege’ med, og det er helt tydeligt at de keder sig. Quang som er en af børnene holder øjenkontakt til mig i meget lang tid, han rækker sin hånden ud mod min.

Den anden dreng sidder i sin helt egen verden og skriger begejstret. Læreren trækker sit piktogram frem og han viser ham billedet af en der skal sidde stille på stolen. Drengen må åbenbart ikke udtrykke sin glæde.

Bord 3: De yngste børn har næsten ingen sprog og er i alderen to til fire gamle. Lærerinden har tydeligvis sit ynglings barn i fokus. Hun underviser kun denne dreng, dette gør hun med stor forståelse overfor ham og han får i øvrigt også lov til at lære igennem leg, hvilket er meget positivt. Men ikke retfærdigt når de andre børn bliver behandlet på anden vis. Efter en halv times tid har lærerinden stadig ikke vist nogen form for kontakt til de to andre elever ved bordet. Hendes opmærksomhed er kun vendt mod hendes ynglings barn.

Observeringer på 5 sal

5 sal er for unge udviklingshæmmede i alderen 12-22 år (2/2/2012)

Lærerne er meget smilende og imødekommende og de vil rigtig gerne kommunikere med os.
Trine og jeg prøver os frem med vores vietnamesiske ordbog at føre en samtale.
Klokken 9 ringer klokken og undervisningen skal startes. Lærerinderne er meget langsomme til at komme i gang, de kigger sig selv i spejlet flere gange, ordner negler og snakker indbyrdes med hinanden.

De unge har en meget fin interaktion med hinanden, de gør meget for at hjælpe hinanden.

Nu starter undervisningen for alvor, og de unge skal skrive skønskrift. Lærerinderne skriver en slags historie på tavlen og de unge skal skrive efter. Hele seangsen tager ca. to timer.
Klasselokale dørene står åben til gangene hvor det vrimler med mennesker og det er meget forstyrrende for de unge, men tilsyneladende generer det ikke lærerinderne.

I vinduet, en halv i time inde i undervisningen, kommer der en lærerinde forbi som snakker til lærerinderne hvor vi opholder os. Det skaber stor forvirring hos de unge, da snakken fra lærerinderne går på tværs af lokalet. Og det fortsætter og det fortsætter…
Uroen breder sig hos de unge og den ene af lærerinderne slår hårdt ned i bordet så alle bliver forskrækket.

Lærerinden går hen mod en dreng som er meget udviklingshæmmede, hun retter på hans krop, da han ikke sidder korrekt på stolen. Han skal sidde med oprejst ryg og skuldrer. Få minutter efter hiver hun i drenges hoved da hun mener at han sidder foroverbøjet. Præcision er nøgleordet på Sao Mai!

Klokken ringer til pause, fluks kommer en pige hen til mig… Bag mig hænger en tavle med en masse tal. Jeg peger på mig selv og derefter på tavlen for at illustrere hvor gammel jeg er. Hun forstår mig med det samme og hun viser mig hvor gammel hun er. Hun viser sine øreringe og peger på alle mine. Hun vil nok vise mig, at vi har noget tilfælles.

Timen begynder igen og de yngste skal klippe en firkanter og trekanter ud, derefter skal de farvelægge et hus indenfor stregerne.

Den ene dreng har tydeligvis ikke fået stået budskabet og han bliver skældt ud. Han græder og han græder…

Klokken ringer snart ud, og drengen som fik skæld ud sidder henne i et hjørne og er meget ked af det. Det var rigtig hårdt at se på fordi lærerinderne griner af ham og samtidig er det svært at gå ind at konfrontere lærerinderne. Jeg satte mig ved siden af ham, tog ham på skulderen. Han var så bange at han rystede over hele sin krop.

5 sal for vilde unge udviklingshæmmede i alderen 12-22 år (2/2/2012)

Mit førstehåndsindtryk var meget positivt da jeg forinden havde mødt to af drengene på gangen og det var meget gode til at kontakte én.

Vi kommer ind i klasselokalet og det første jeg registrer er at dørene minder mig om fængselstremmer, for at komme ind og ud skal der låses op først.

Støjniveauet er meget højt og jeg har allerede ondt i ørerne. En af pigerne går fra ende til ende og råber meget højt. Ingen tager kontakt til hende!

Jeg er allerede meget utryg, da der er mange vilde børn, at forholde sig til på så lidt plads. Jeg tror lærerinderne har mistet kontrollen over dem for længst.

Der kommer to drenge hen til Trine og jeg, og de begynder at tage deres hænder ned i mine bukser og jeg siger straks STOP!

Pigen som råber kommer hen og sætter sig ved siden af mig. Jeg tænkte at det ville skabe lidt ro for os alle hvis hun fik positiv kontakt. Hun er meget nærgående og stikker sit hoved direkte op i mit alt i mens hun råber! Lærerinderne fniser…

Pludselig tager hun fat i mine øreringe og hiver til. På dette tidspunkt er jeg så utryg fordi jeg ikke kan kommunikere med hende eller læse hendes ansigtsudtryk, og jeg var bange for at hun kunne finde på at slå mig.

Jeg sagde til Trine at jeg ikke kunne holde ud at være på denne stue. Vi tog vores ting efter kun at have været på stuen tyve min. Lærerinderne kunne ikke helt forstå hvorfor!

Billeder fra Institutionen

På Soa Mai må børnene ikke græde!

 

På Sao Mai må børnene ikke græde.

Lærerinde og barn kaster med bold mens de andre børn ser på.

Ved disse borde sidder børnene ca. i 5 timer om dagen.