Observeringer på 5 sal

5 sal er for unge udviklingshæmmede i alderen 12-22 år (2/2/2012)

Lærerne er meget smilende og imødekommende og de vil rigtig gerne kommunikere med os.
Trine og jeg prøver os frem med vores vietnamesiske ordbog at føre en samtale.
Klokken 9 ringer klokken og undervisningen skal startes. Lærerinderne er meget langsomme til at komme i gang, de kigger sig selv i spejlet flere gange, ordner negler og snakker indbyrdes med hinanden.

De unge har en meget fin interaktion med hinanden, de gør meget for at hjælpe hinanden.

Nu starter undervisningen for alvor, og de unge skal skrive skønskrift. Lærerinderne skriver en slags historie på tavlen og de unge skal skrive efter. Hele seangsen tager ca. to timer.
Klasselokale dørene står åben til gangene hvor det vrimler med mennesker og det er meget forstyrrende for de unge, men tilsyneladende generer det ikke lærerinderne.

I vinduet, en halv i time inde i undervisningen, kommer der en lærerinde forbi som snakker til lærerinderne hvor vi opholder os. Det skaber stor forvirring hos de unge, da snakken fra lærerinderne går på tværs af lokalet. Og det fortsætter og det fortsætter…
Uroen breder sig hos de unge og den ene af lærerinderne slår hårdt ned i bordet så alle bliver forskrækket.

Lærerinden går hen mod en dreng som er meget udviklingshæmmede, hun retter på hans krop, da han ikke sidder korrekt på stolen. Han skal sidde med oprejst ryg og skuldrer. Få minutter efter hiver hun i drenges hoved da hun mener at han sidder foroverbøjet. Præcision er nøgleordet på Sao Mai!

Klokken ringer til pause, fluks kommer en pige hen til mig… Bag mig hænger en tavle med en masse tal. Jeg peger på mig selv og derefter på tavlen for at illustrere hvor gammel jeg er. Hun forstår mig med det samme og hun viser mig hvor gammel hun er. Hun viser sine øreringe og peger på alle mine. Hun vil nok vise mig, at vi har noget tilfælles.

Timen begynder igen og de yngste skal klippe en firkanter og trekanter ud, derefter skal de farvelægge et hus indenfor stregerne.

Den ene dreng har tydeligvis ikke fået stået budskabet og han bliver skældt ud. Han græder og han græder…

Klokken ringer snart ud, og drengen som fik skæld ud sidder henne i et hjørne og er meget ked af det. Det var rigtig hårdt at se på fordi lærerinderne griner af ham og samtidig er det svært at gå ind at konfrontere lærerinderne. Jeg satte mig ved siden af ham, tog ham på skulderen. Han var så bange at han rystede over hele sin krop.

5 sal for vilde unge udviklingshæmmede i alderen 12-22 år (2/2/2012)

Mit førstehåndsindtryk var meget positivt da jeg forinden havde mødt to af drengene på gangen og det var meget gode til at kontakte én.

Vi kommer ind i klasselokalet og det første jeg registrer er at dørene minder mig om fængselstremmer, for at komme ind og ud skal der låses op først.

Støjniveauet er meget højt og jeg har allerede ondt i ørerne. En af pigerne går fra ende til ende og råber meget højt. Ingen tager kontakt til hende!

Jeg er allerede meget utryg, da der er mange vilde børn, at forholde sig til på så lidt plads. Jeg tror lærerinderne har mistet kontrollen over dem for længst.

Der kommer to drenge hen til Trine og jeg, og de begynder at tage deres hænder ned i mine bukser og jeg siger straks STOP!

Pigen som råber kommer hen og sætter sig ved siden af mig. Jeg tænkte at det ville skabe lidt ro for os alle hvis hun fik positiv kontakt. Hun er meget nærgående og stikker sit hoved direkte op i mit alt i mens hun råber! Lærerinderne fniser…

Pludselig tager hun fat i mine øreringe og hiver til. På dette tidspunkt er jeg så utryg fordi jeg ikke kan kommunikere med hende eller læse hendes ansigtsudtryk, og jeg var bange for at hun kunne finde på at slå mig.

Jeg sagde til Trine at jeg ikke kunne holde ud at være på denne stue. Vi tog vores ting efter kun at have været på stuen tyve min. Lærerinderne kunne ikke helt forstå hvorfor!